Det kan være marginaler, der gør, at du bliver sorteret fra i første omgang. Derfor er det vigtigt, at du har gået din ansøgning grundigt igennem, inden du sender den af sted.

Nedenfor finder du en checkliste over de ting, som skal være i orden, når du sender din ansøgning.

Afsender

Dit navn, adresse, telefonnummer og evt. e-mail-adresse.

Modtager

Virksomheden, afdelingen, kontaktpersonen. Sørg for, at alle navne etc. er stavet korrekt.



Dato

Datoen er den dag, hvor du sender din ansøgning. Hvis du genbruger skabelonen på dine ansøgninger, så husk at ændre datoen, så du ikke begår den typiske “computerfejl”, hvor du efterlader en gammel dato på ansøgningen.



Underskrift

Husk at underskrive din ansøgning personligt, hvis det er en ansøgning, du sender af sted med den traditionelle post.

Taste- og stavefejl

Det er vigtigt, at din ansøgning er fri for taste- og stavefejl. Derfor er det en god idé altid at få en anden til at læse ansøgningen igennem. Du kender selv indholdet så godt, at det er nemt at overse eventuelle fejl.



Bilag

Som et minimum skal du vedlægge dit CV. Hvis HR-konsulenten beder dig om at sende andre bilag med, eller det efterspørges i jobopslaget, skal disse selvfølgelig vedlægges. Ellers er det en god regel at vedlægge så få bilag som muligt. Tag i stedet bilagene med til jobsamtalen – så har du dem ved hånden, hvis der skulle blive spurgt efter dem.

Højtlæsning

Slut af med at læse ansøgningen højt for dig selv. Hvis du kan stå inde for det, du har skrevet, så send ansøgningen af sted.